Som et lyn fra en blå himmel

Jeg står der, mit i H&M i Flensborg. Pludselig kan jeg mærke trykket i maveregionen. Sveden pibler frem på næsen (jeg sveder altid på næsen først). Min veninde går foran mig med hendes børn og jeg forsøger at holde styr på mine tre. Det bliver værre med ubehaget i maven, jeg begynder at få kvalme. Skal jeg besvime? Jeg ved at der er et anfald på vej. Siger til min veninde, at jeg er nødt til at smutte, kalder på mine 3 og styrter ud af H&M.

Det der skulle have været en rigtig skøn dag i Flensborg med Teater og shopping, bliver afløst af smerter, svimmelhed, opkast og Tramadol.

Jeg har taget en betalt fridag fra jobbet for at køre med alle 3 børn på den traditionelle tur til Landestheater Flensburg. Jeg var der altid som barn med skolen og nu er det mine børns tur. Vi skulle se Robin Hood og for den yngste på 4 var det første gang.

Klaus kunne ikke være med, da han skulle på forretningsrejse med sit arbejde. Men han var dog hjemme til at kunne hygge sig her til morgen sammen med os andre. Rundstykker, en god kop kaffe og derefter en lille gåtur i skoven.

Vi vinkede farvel til far, gav myssere og krammer og kørte så imod Flensborg.

Vi parkerede i Galerie og gik derfra op til Landestheater. Undervejs mødte vi flere andre fra skolen der også skulle hygge efterfølgende i Flensborg.

Robin Hood var alletiders. Vi grinte, klappede og heppede på Robin Hood og hans slæng. Og selvfølgelig fik Robin sin udkårne og sheriffen af Nottingham fik én på lampen. Det handlede om venskab, mod og at gøre det rigtige.

Bagefter var der stemning på at vi skulle på McDonalds. Børnene fik alle HappyMeals og jeg bestilte et par cheeseburgere – intet andet.

Herfra gik turen i Intersport hvor min veninde skulle have noget byttet. Hun taler ikke tysk, så jeg førte ordet. Vi fik den byttet og gik videre. Jeg fik købt nogle flotte Le Cruset krus før vi endte i H&M hvor min veninde skulle købe bukser til hendes søn.

På vej op af rulletrappen til 2. sal kunne jeg mærke det. Jeg havde det virkelig underligt. Jeg kunne ikke fokusere på noget bestemt mere – alt mit fokus var rettet min maveregion. Jeg mærkede efter indeni. Det var ikke godt. Jeg sagde til min veninde at jeg havde det dårligt. Bare en henkastet kommetar. Men jeg måtte sande at det var NU eller aldrig, hvis jeg skulle kunne køre hjem forsvarligt.

Jeg fortalte min veninde at jeg havde et anfald og var nødt til at køre hjem. Kaldte ungerne sammen – jeg anede ikke hvor rulletrappen ned var henne. Det hele gjorde for ondt til at jeg kunne hitte ud af det. Jeg fulgte bare blindt mine to ældste på 8 og 9. Ned af trappen – ud på gaden – ned imod Galerie. FUCK hvor var jeg bange for at komme til at kaste op lige dér eller dér. Endsige at dejse om. Tankerne fløj igennem hovedet på mig. Vi kom ind i Galerie. Hvilken vej var kortest om til rulletrappen der gik nedad? Mod højre, nedad. Den yngste er ikke så sikker på rulletrapper endnu. Jeg nærmest slæbte hende lettere brutalt med. Jeg gik forrest – børnene hurtigt efter. Mine øjne ledte efter toiletskiltene. Hvor var det nærmeste? Sveden haglede af mig. Nogle hilste på os – de måtte være fra skolen. Jeg ænsede dem ikke og gik direkte imod nærmeste toilet. På vej derind fløj en tanke igennem mit hoved. Kan jeg holde opkasten tilbage, hvis alle toiletter er optaget?

Det første toilet var frit. Jeg gik ind, låste døren. Jeg kunne høre den yngste lige udenfor. Jeg kastede op. Ind i mellem forsøgte jeg at berolige min datter uden for døren. Hun græd ikke, men hun lød bekymret.

Jeg blev hurtigt færdig, tørrede mig i ansigtet for sved. Gik ud til børnene. Smerterne var der stadig. Men kvalmen var væk i første omgang.

Mine øjne må have været røde og hele mit ansigt nok også. Jeg tænker at de ventende på toilettet nok har tænkt at det var morgenkvalme. Hvem ved.

Pigerne stod uden for toilettet, sønnike ude på gangen. Vi gik målrettet imod parkeringskælderen. Foran automaten fumlede jeg med pengene. 7€. Automaten tog ikke kort – det var istykker.

Jeg fandt en 5er og en 2er. Kom dem i. Fik min billet tilbage og så gik den imod bilen.

Jeg husker ikke meget fra turen hjem. Men vi havde “grøn bølge” og først i Nordkreuz skulle vi holde for at svinge ned på Autobahn imod Kruså.

Med 100 km/h der er det tilladte på strækningen gik det imod grænsen. Sveden løb ned af tindingen, næsen, ryggen, armene, håndfladerne. Smerterne var var pulserende. Fremme ved grænsen slog det mig. Bare vi ikke blir stoppet. Bare ikke de ser at jeg kampsveder og tror at jeg derfor ikke har rent mel i posen. Manden i hjemmeværnsuniformen og den gule vest vinker mig igennem. Det var en lettelse.

Der bliver ikke talt meget på turen hjem, mest af alt fordi jeg ikke selv kan. Jeg skal virkelig fokusere på at køre bil og min vejrtrækning. Hvert et ord giver jag i maven.

Vel hjemme smider jeg mig i sengen efter at have indtaget den lille gul/grønne kapsel der betyder at jeg ikke længere selv må køre bil. Dvs. at jeg ikke kan køre sønnike til hans vigtige pokalkamp imod ærkefjenderne fra Tønder.

Sønnike ringer selv til min mor (de er så selvstændige de børn og jeg elsker dem for det). Jeg ligger i sengen og forsøger at koncentrere mig om ikke at bevæge mig eller tale. Men bare at trække vejret dybt.

Efter nogen tid begynder tramadolen at virke, men det gør bivirkningerne også. Selvom jeg ligger helt stille, føles det som om jeg drejer -mod uret- mine ben snurrer og jeg kan ikke fokusere med øjnene.

Børnene sidder og tegner alle tre. De tegner Robin Hood og snakker om teaterstykket.

Min mor kommer og henter sønnike. Jeg forsøger at snakke med hende, men snøvler bare. Hun kan desværre ikke blive og se kampen eller køre ham hjem igen. Da jeg vil skrive til en af de andre forældre, kan jeg ikke engang huske vedkommendes navn….. Så påvirket er jeg af medicinen.

Da Peter og min mor er kørt, får pigerne lov til at se TV.

Jeg går ud og tænder fyret og får hentet hunden fra hundegården. Sidder ved bordet imens pigerne spiser rugbrødsmadder. Vi forsøger at samtale, men jeg vrøvler med ordene. Jeg er ærlig omkring det. Fortæller pigerne at jeg ikke har det så godt og hvad medicinen gør ved mig.

Jeg tror den ældste på 8 forstår det. Men den yngste kigger bare på mig, tager min hånd og siger hun elsker mig. Det hjælper.

Her til aften forsøger jeg at læse Papmaché Reglen – men tror lige så godt at jeg kan opgive -svimmelheden gør at det er svært at fokusere på ordene. Og jeg kan nok alligevel ikke samle mig om at forstå dem ordene alligevel.

Så Hella Joof må vente til i morgen.

Det er desværre ikke første gang at jeg har sådan et anfald. Det er også derfor at jeg skal opereres.

Heldigvis er det snart. Og jeg håber at det efter d. 26/11 kan være slut med disse anfald.

Én ting er den kroniske sygdom jeg lever med, men disse lyn fra en klar himmel kan jeg godt være foruden.

5. etape Liège-Sedan

Jeg har sovet som en sten, natten har været alt for kort og vækkeuret ringer ubarmhjertigt. Min værelseskammerat og jeg er enige om at være meget trætte. Jeg får pakket mine ting imens jeg befinder mig i en underlig zombietilstand. Går ned og finder noget morgenmad, der er chokoladecroissanter, dem vælger jeg fra. Jeg skal have fyldt en masse kulhydrater på. I dag bliver en lang dag, det ved vi alle sammen. Ca. 165km med langt flere højdemeter end jeg nogensinde har forsøgt mig med – og stejlere.

Det er tydeligt at folk er mere spændte i dag, især nogle af de ellers lidt mere kæphøje og muntre fyre i feltet. Forude venter en stigning, der i dette selskab nærmest er mytisk. Kan du komme op her, er du virkelig sej og har kæmpe nosser, eller det er sådan det virker på mændene. Stigningen har været omtalt et utal af gange, på infomødet året før, til samlingen forud for opstart i vinters, i stort set hvert 10. opslag i vores lukkede facebookgruppe, på samtlige træninger, hvor der indgik højdemeter af selv det mindste. Den stigning som hver år er af afgørende betydning i forårsklassikeren Fleche Wallone. Det er naturligvis Mur de Huy jeg taler om. Jeg har på ingen, absolut INGEN måde ambitioner om at kunne cykle op af stigningen. 1. jeg er pivringe til stigninger, 2. jeg er bange for om jeg når at klikke ud af mine pedaler og ender i asfalten, 3. jeg er pivringe til stigninger.

Oppe på værelset får jeg gjort de sidste ting klar til dagens strabadser. Min kuffert føles tungere end de andre dage. Smider kufferten i elevatoren, går ned af trapperne (lårene har det super), nupper min kuffert, træder ind igennem en doppeltdør fra kantinen til et bagved liggende lagerrum. Her står alle cykler linet up, både fra vores hold, men også det sydsjællanske hold, som kom os til undsætning i går ved floden. Bilerne er ved at blive pakket, lægger min kuffert hen i bunken med alle de andre kufferter. Crewet vil helst pakke bilerne selv og de skal være så velkomne. Jeg sætter mig på den lille skrænt mellem bilerne og betragter virvaret af mennesker, cykler, tasker. Sidder og bliver melankolsk, tjekker min WhatsApp, der er billeder hjemmefra af familien der ligger og vågner lige så stille sammen i doppeltsengen. Kæft jeg savner dem. Tager en selfie, forsøger at smile til dem. Men virkeligheden er en træt og lettere udpint mor og kone.

IMG-20170719-WA0000
Mit ihærdige forsøg på at smile lidt frisk til familien derhjemme. Men billedet lyver bare ikke.

Marshal melder at det er ved at være tid til afgang. Sove har fået sin nye cykel gjort klar til dagens anledning. Han har som den eneste haft to cykler med. Der fløjtes, vi kører. Sove foran, Juhl til venstre og Molina bagved. Vi kører kun 800m da der lyder et ordentlig brag lige foran mig. Det er Soves baghjul der er eksploderet, på hans nye cykel, hans nye fælg er slået skæv. Vi triller en smule videre, ned igennem smalle gader, over flere jernbanespor. Skrækken sidder i os og vi kører meget forsigtigt. Op af nogle brostensbelagte gader, hullede veje hvor de ikke har kunnet beslutte sig for om de ville have grus, brosten eller asfalt på vejen. Vi stopper op. Vi skal lige have samling. Vi står midt inde i byen, pigerne vil ikke tisse lige nu, men et par af drengene benytter chancen. Så kommer Sove og mekanikerne tilbage og turen går videre. Vi kommer op til bro og bliver vist ned af noget der mest af alt ligner en tilkørsel til en motorvej. Vi bliver hurtigt stoppet, vendt om – imod kørselsretningen – op ad rampen over på den anden side, op af en kantsten på 40cm, ned af et fortov, skarpt venstresving, nedad igen og så er vi nede ved Moos igen. Vi følger denne cykelsti/gangsti nogle kilometer ud til industrien, bilerne kører en anden vej. I det fjerne kan vi ane to skorsten fra et atomkraftværk. Vi krydser noget mere industri, og efter yderligere et stykke cykelsti og havnekaj, kommer vi helt HELT ud til atomkraftværket. Vi drejer til venstre, det eneste der adskiller cykelstien fra den ene skorsten er en 3 meter høj betonvæg med pigtråd ovenpå. Jeg siger til Juhl. “Jeg tror det er første gang jeg er så tæt på et atomkraftværk!”. “Nåh!” siger Juhl og ser sig omkring “Hvor ser du den henne?” tilføjer han. Det siger lidt om hvor spændt også han var. Han havde slet ikke bemærket at vi kørte lige ved siden af den. Vi cykler væk fra kraftværket, hen til en mindre by. Cykler lige over i et kryds, bliver ledt ind på en parkeringsplads til højre. Lige fremme ligger Mur de Huy. Nu er jeg nervøs. Den ene massør råber “Cola, Cola”, det der skulle virke beroligende. Jeg spørger om jeg må få en smule. Men hun svarer hårdt (sådan lyder det i mine ører), at hun i hvert fald ikke har noget til MIG. Og så gik hun. Jeg fløj op i det røde felt. Blev skide ked af det, skuffet og gal. Tog min cykel og begyndte at gå op af Huy. Lige der, lige i det øjeblik, da gad jeg sq ikke mere. Nu ville jeg bare gerne have det hele overstået. Jeg ville gerne være hjemme, jeg ville gerne være i Paris. Jeg gad bare ikke være lige her mere og slet ikke med nogle af de mennesker der var her. Jeg skreg indvendig. Hvis nogen var fulgt med mig op af Huy i det øjeblik, eller havde kaldt mig tilbage som et pattebarn, så var jeg skredet fra foretagenet. Nu kunne det hele bare være lige meget.

20170719_091757
Billedet er taget i bunden af Mur de Huy og op ad stigningen. Ca. midt på Huy stiger den med op imod 26%.
20170719_094130
På toppen af Mur de Huy finder man dette lille skilt ud for den lille kirke.

Huy er ikke å lang, men meget stejl og i cykelsko er det faktisk ikke det nemmeste at gå op af. Efter hundrede meter op af stigningen, blev jeg allerede god igen. Jeg var videre. De første ryttere kom op. Molina, først. Jeg greb min telefon og begyndte at tage et billede og så de næste ryttere. Vejen op drejer skarpt til venstre samtidig med at stigningsprocenten lige får et ekstra nøk op. Flere ryttere står af. Det er simpelthen for stejlt. De vælger at gå op ad det stejleste stykke. Flere af dem skubber jeg i gang igen. 50m fra toppen er der en indkørsel som går opad i modsat retning. Flere af rytterne vælger at gå op i indkørselen, hente tilløb og så cykle de sidste meter op til toppen. Jeg gør det samme. Trækker op i indkørselen, henter tilløb, forsøger at klikke i. “Forhelvedet” den vil ikke klikke i. og jeg har ramt i et forkert gear. Hopper af, går tilbage i indkørselen, forsøger igen. Rammer denne gang både pedal og gear og cykler derfra de sidste meter, får taget det obligatoriske Jeg-besejrede-Mur-de-Huy-billede. Et bittert minde til mig selv om at jeg ikke kom op, hvor gal jeg blev over noget så ligegyldigt og en erkendelse af at jeg ikke kan styre folk omkring mig. Cykler over til den lille kirke til højre sammen med de andre ryttere fra holdet. Her venter der formiddagsmad, chokolade, chips. Kun 4 fra holdet klarede hele vejen. “El-train” er én af dem. Han står og har tårer i øjnene. Dette var hans helt store mål og han er overlykkelig over hans fornemme præstation. Han er slet ikke nogen klatrer type, en smule buttet, før været overvægtig. Aldrig rigtig cyklet før og så nu dette her. Jeg forstår til fulde hans glæde. Men også det triste i det hele. For dette var ikke kun hans personlige mål, også hans gode makker som udgik, havde udset sig netop dette mål efter et større vægttab. Det hele virkede uretfærdigt. Vi spiser, får taget gruppebillede på trappen til kirken. Og cykler videre. Fisher havde i den tid jeg stadig cyklede ved siden af ham, flere gange fortalt at Mur de Huy var stejl, men det var altså alt det der ventede efter Huy som ville bliver det svære. Og han fik ret.

De næste mange kilometer går det enten opad eller nedad. Og med nedad, så mener jeg virkelig NEDAD! Jeg husker flere gange hvor vi cykler ned af nogle fine bredde veje, men med langt over 70-80km/h. Feltet er trykket ud som man ser det på TV. Ud af ingenting, kører vi ind i mindre belgiske byer med høje hastigheder, krydser veje, uden chance for at se om der kommer krydsende trafik (det gjorde der heldigvis ikke). Jeg har fælgbremse. Dvs. bremsekløer som klemmer sammen om fælgen og på den måde bremser. Lige som dem man kender fra forbremsen på almindelige cykler. Når man kører nedad som vi gør, er der kun 1. regel og det er IKKE at holde sine bremser inde hele vejen ned, for så risikerer du at dine fælg 1. slider i bund så du ikke kan bremse mere eller 2. dine fælge bliver så varme, så dækket eksploderer under dig. Én ting er at gøre det når man cykler 20 på lige vej som det skete for Sove. En anden ting er altså når det sker med 70 i timen. Derfor bremser man sådan lidt stødvis. Fx 20sek inde, 20sek slip. Og så gælder det om at kunne bremse med både for og bagbremsen uden at vælte forover når man trykker på forbremsen. Med skivebremser er det noget andet. De kan holde til langt mere og bremser også betydeligt lettere. Jeg har ikke skivebremser og det gik stærkt.

På en mindre vej, hvor det gik nedad, får Juhl pludselig kørt sig selv ud i den modsatte rabat. Lige som Marshal et par dage før er han på vej ned i en grøft, men formår på en eller anden måde at fortsætte ligeud, komme ned i fart og ud på asfalten efter små 25m. Og vi har at gøre med en mand der stort set på samtlige de få træninger han deltog i før turen, var enten i asfalten eller i grøften. Men han redder den og redder sig samtidig også dagens dummedusk for det lille uheld.

Trætheden, manglende fødeindtag og en sol der bagede, gjorde sit til at energien langsomt sev ud af kroppen og jeg begyndte at krampe i mine tæer og fingre. Tæerne var en ting. Men at krampe i de fingre som gerne skulle kunne bremse var noget helt andet. Hovedet begyndte at slå fra. Jeg blev bange for at køre nedad. Det var helt vildt underligt. For egentlig har jeg altid elsket at køre nedad. Og også kørt ret ok. nedad. Men nu turde jeg ikke længere. Blev bange, græd. Alt sammen et resultat af manglende mad og væske.

Vi krydsede ubemærket den Belgisk/Franske grænse undervejs.

Steffi vores medcyklende sygeplejerske forsøgte sammen med kaptajnen at få noget i mig. Koffeinshots og muffins. Der blev kørt en smule videre. Det blev ikke bedre. Jeg var færdig for i dag. Og blev smidt i bilen. 18 km fra hotellet og kort før en 8km lang opstigning med en gns. på 7%.

Jeg var ikke alene i bilen. Fischer havde siddet der noget tid og også vores “Finansminister”. og så den sure gimpe til massør vi havde med. I bilen var der AirCon og det tog mig ikke lang tid før jeg begyndte at sove hen. Jeg var fuldstændig brugt i krydderen. Drak en hel del vand med energi og så imens de resterende ryttere langsomt kravle op af dagens sidste stigning i de belgiske Ardenner. På toppen havde fik jeg kort en samtale i bilen med “gimpen”. Jeg fik sagt hvordan jeg havde det og havde haft en forventning om i det mindste at være en smule støttende, uanset om hun havde haft “cola” til mig eller ej. Men jeg tror ikke hun forstod det. Hun forlod bilen. Jeg blev siddende. Jeg cyklede ikke de sidste kilometer som Fischer og Finansministeren. Og ankom til hotellet slukøret og træt.

Det var igen blevet rigtig sent og vi kunne ikke forvente at få vasket vores tøj og det andet var ikke tørt endnu. Jeg ville nu gerne kunne cykle i de grønne så meget som muligt. De nagede ikke sådan i skødet. Og i morgen ventede en lang dag…. Desværre så nok i de røde….

Jeg fik pakket ud, kom i bad, gik flov og træt over for at spise med de andre. Jeg forstår i dag ikke hvorfor jeg var flov. Men jeg tror det hænger sammen med min egen skuffelse over ikke at kunne fuldføre dagens etape og på den måde gå kold. Jeg satte mig for enden af bordet. Deltog ikke så meget i samtalerne ved bordet. Men svarede da når jeg blev spurgt. Maden bestod af mest af skinke, nogle kæmpe stykker, kartofler og lidt salat. Jeg kunne slet ikke spise mig igennem alt dette. Men forsøgte da. For at få energidepoterne bygget en smule op igen.

Hen på aftenen lykkedes det endelig Ligaard og mig at få samlet de RecoveryBoots og jeg nød de 20min hvor jeg sad med dem på. Også min værelseskammerat fik dem prøvet af efterfølgende. Derefter havde jeg reserveret en behandling hos vores fysioterapeut og fik sat en godt og vel 10cm lang nål lige ned i min muskel på venstre underarm. Så snart kun ramte ind, kunne jeg mærke at min lillefinger og ringefinger slappede af og holdt op med at sove. Som de nu havde gjort stort set hele dagen i dag.

20170719_223757
Endelig fik vi gang i de RecoveryBoots. Nogle gange hjælper det at blive ved.
20170719_220748
Vores fys havde ingen små nåle med….

Sad og snakkede en smule med et par af de andre, før jeg kravlede ind i seng og slukkede lyset.

Kroniske tanker

4. etape Wesel-Liege

Vågner med smerter i hele ryggen. Sengen jeg har lagt i for natten, mindede mest af alt om en feltmadras. Ikke noget min gigtplagede ryg bryder sig om. Der er ikke blevet mere plads på værelset, og tre kvinder til et toilet – ja gæt selv, der er kø.

Jeg pakker det meste før jeg forlader værelset til fordel for morgenmaden. Jeg bemærker at jeg ikke har spist det hele fra min lille pose, på etapen i går. Jeg slår det hen med at vi jo var relativt tidligt fremme ved hotellet.

Den ene værelseskammerat er en smule grumpy på os to andre her til morgen, fordi vi kom så sent i seng og havde vækket og larmet. Dagene tærer på os alle sammen og på forskellig vis. Buffeten her til morgen er efter min opfattelse elendig. Der er ingen havregryn og der er overhovedet heller ikke noget på buffeten der tiltaler mig og det skal siges at jeg ikke er kræsen. Men jeg er begyndt at have madlede. Havregryn kan jeg dog altid spise. Madleden kan dog blive et problem.

Cyklerne findes frem, kufferten afleveres, pakkes. Handskerne kommer på, hjelm, solbrillerne i nakken, det er allerede varmt, så den hedder kort/kort (et udtryk for at der cykles i korte bukser og korte ærmer), solcreme fra morgenstunden, godt med væske med salte og mineraler på de to 0,75l dunke. Juhl til venstre, Molina bagved, “Sove” foran, vi er klar til afgang. Der er enkelte som snøvler med at blive klar, Mashal råber, vedkommende får fart på, bliver klar, afgang.

Rotationen bliver hurtigt iværksat oppe foran, men hver gang tempoet kommer over 25km/h kommer der meldinger nede bagfra om at de ikke kan følge med og at tempoet er for højt. Det frustrerer en smule, da det ødelægger vores rytme foran og vi desuden mener at vi holder et meget jævnt tempo. Men det der føles jævnt foran, kan godt være anstrengende nede bagved. Når feltet kommer hen imod et sving, vil de forreste kunne tage svinget i en glidende bevægelse, såfremt de ikke er bange for at “gå ind i svinget”. Midt i feltet, er tempoet hen imod svinget ofte en smule lavere og bagerst, vil de med sikkerhed bruge bremserne. Både fordi de forreste tager deres udsyn til hvordan svinget bedst skal skæres. Foran er de første ryttere allerede ude af svinget, da de sidste ryttere endnu ikke er nået helt frem i svinget. Tempoet forrest øges hurtigt til tempoet før svinget, hvilket kun er få km/h til forskel. Men bagerst i feltet kan tempoet godt være faldet med 10-15km/h i et usikkert og uerfarent felt som vores jo er. De svageste ryttere er også blevet placeret bagerst i feltet, og allerbagerst sidder kaptajnen. Den bagerste del af feltet er det skrøbeligste sted, og hvis disse ryttere ikke er vakse eller erfarne nok til at øge tempoet hurtigt, for at fange hjulet foran, ja så knækker feltet og det er noget af det værste der kan ske for disse ryttere, fordi så kommer de til at skulle bruge kræfterne på at lukke huller hele dagen. Tempoet bagerst i feltet for at nå frem til forenden, kan derfor godt stige til 5km/h mere end det som der reelt trædes foran. + at der skal trædes nogle flere watt i de små spurter. Det koster kræfter. Bagfra kommer meldingen konstant om at vi jager af sted. Men det er kun bagved at temposkiftene mærkes så hårde.

Rytterne bagerst i feltet er frustrerede over os foran. Foran er humøret helt anderledes positivt. Vi giver knuckles hver gang vi laver et skifte, hygger os, smalltalker undervejs. Bagved er stemningen gnaven, anderledes mut. Lidt opgivende. Vi nærmer os den hollandske grænse ved Venlo hvor der er morgenmad efter ca. 50km. Den står på leverpostejmad, tunfrikadeller (mon de stadig er gode nok), pastasalat… Det samme som de andre dage. Jeg spiser en mindre portion. Min medbragte pose i lommen, har jeg endnu ikke rørt ved. Vi cykler videre, mod syd, langs med den hollandske grænse, på den tyske side. Først efter godt 110km krydser vi den lille grænse til Holland ved Sittard. Faktisk opdager jeg næsten ikke at vi krydser en landegrænse. Vi cykler 1/1 oppe på den smalle cykelsti, der er et gærde, som adskiller den lille vej fra cykelstien. Der står huse helt ude ved cykelstien, et af husene har stokroser på huset og ligger omgivet af høje træer. Ikke meget plads, der kommer heldigvis ingen forfra på cykelstien. Så er vi i Holland. Byen åbner sig, der er masser af trafik, men ikke på cykelstien. Cykelstien er elendig, den består af plader der er lagt ned, for hver cykellængde er der en ny plade, en lille cm rille imellem, Farten sænkes. Vibrationerne fra pladerne i cykelstien, går direkte op igennem cyklen, bagdelen (jeg har de røde bukser på, av), igennem ryggen, skuldrene, nakken, ned i armene, hænderne. Jeg holder fast, er sulten, begynder at blive træt.

Cykelstien kører en smule væk fra vejen, men foran sidder Charmøren som er vores nye Løjtnant. Han har kaptajnen, Marshal og følgevognen i sin radio. Vi får beskrevet ruten, cykler videre. Så kommer meldingen. “Marshal er blevet stoppet af politiet!” Vi kører ind til siden under nogle højre skyggegivende træer. Hele feltet bryder ud i latter, ikke fordi at Marshal er blevet stoppet, men fordi Marshal er blevet stoppet iført “Dummedusken”. Før turen herned, har Kaptajnen og vores roadguide, sørget for at vi havde alle de rigtige tilladelser klar til at måtte køre karavanekørsel osv. ned igennem Europa. Men der er gået et eller andet galt. Jeg får ikke rigtig med hvad det er for noget vi mangler at have tilladelse til. Men i hvert fald, så må Marshal, mekanikerbilen og følgebilen ikke længere køre sammen med os. Og selvom vi kun skal cykle ca. 40km i Holland, så sørger Politiet for at vores følgeskab ikke kommer hen til os igen. Over alt er der pludselig politi på mindre sideveje for at kontrollere at vores følgeskab ikke pludselig skulle komme alligevel.

Der er frokost i det fri igen, varmen har taget til. Begge mine dunke er tomme. Jeg fylder dem, kommer to nye taps i. Får en portion pastasalt, lidt brød. Spiser. Bagefter skal jeg træde stort af. Det er første gang jeg prøver det på en af mine cykelture. Føler mig fuldstændig uerfaren. Får fat i noget toiletpapir. Marshal råber at der er afgang om ti minutter. Jeg har travlt. Der er en dyb grøft, med lidt vegetation på den anden side. Jeg forsøger at komme derover, ikke helt nemt. Kravler over et lille pigtrådshegn, over et cementrør, kradser mig til blods på nogle torne. Hold fast jeg skal s….! Hiver cykelbukserne, forretter min nødtørft, tørrer mig, rejser mig. Finder en anden vej tilbage, kravler ned af skrænten (ikke nemt i cykelsko), hopper, får fodfæste på den anden side, kravler op. Griber min cykel, får ikke taget solcreme på. Mashal fløjter, der er afgang om to minutter. Først nu får jeg med at der på rastepladsen hvor vi holder, er ankommet en dansk lastbil. Oveni købet med en chauffør som nogle af de andre ryttere kender. Verden er lille.

Turen fortsætter. Området ændrer sig, Marshal og følgebilerne dukker op ved os igen. Vi er kommet ind i Belgien er der nogen der fortæller mig. Det var jeg ikke klar over. Jeg mindes ikke at vi er kørt over nogen grænse. Vi cykler imod Liège, vi rammer over 30 varmegrader. Vi er snart i mål, relativt tidligt. Vi krydser floden Maas, bliver ledt ned på en cykelsti, gangsti langs floden. Der sejler store pramme med kul frem og tilbage. Omkring Herstal (ja det er der et område i Liège der hedder) stopper vi op. Bilerne er væk, vi har mistet radiokontakten. Kun Marshal er sammen med os. Marshal og Kaptajnen snakker sammen, der kommunikeres kun delvist i radioen. Vi andre dødelige får intet at vide. Her er ingen skygge, varmen brænder. Jeg skal tisse. Her er ikke meget buskads. Finder et sted, gør det hurtigt, der er en del der cykler forbi eller lufter deres hunde.

20170718_182356.jpg
“Oben ohne” har brugt tiden ved Maas med at flette en hale til sig selv.

Tiden går. Langsomt går det op for os at vi nok er kørt forkert. Det har vi prøvet nogle gange på turen. Men nu har vi stået stille i en time. Jeg er løbet tør for vand. Marshal tager motorcyklen og kører. Vi får stadig ikke noget at vide. Frustrationerne stiger hos nogle. Jeg selv er også en smule irriteret, jeg er sulten, trætheden kan jeg også mærke, manglen på mad. Vores eftermiddagskaffe og kage (KAGE!!!) er kørt.

20170718_185900
3 timers ventetid skulle jo gå med et eller andet

Kedsomheden træder ind, vi sidder på skrænten, ligger på den bare jord, går surmulende omkring. Jeg gør i hvert fald. Frustrationerne samler sig. Vi mangler svar. Vi er blevet væk for hinanden, vi kan ikke komme igennem den tætte trafik i byen. Vi skal tværs igennem byen, op ad en stigning for at komme op til vores hotel ved Lufthavnen. Men vi aner ikke hvordan. Marshal kommer igen. Han er sur. “Der kommer en Taxa efter os”. Det sætter pisset i kog hos nogle. De vil dæleme ikke fragtes med Taxa, når de havde meldt sig til at cykle hele vejen. “Giv mig et kort, så cykler jeg”- Polle er sur. Det er første gang jeg har set ham sådan.

Langt om længe kommer der nogle med vand til os, købt i den nærliggende Lidl. Der ankommer to Marshals fra et andet hold, sammen med en følgebil fra det andet hold. Her kommer alle vores cykler ind. Derefter kommer der en stak Taxaer, vi hopper ind i dem. 3 timers ventetid ved Maas uden vådt eller tørt er slut. Vi fragtes til hotellet. Ja jeg føler mig heldig at jeg er i live da jeg ankommer. For taxaerne kører stærkt igennem byen, ind under et udhæng, rundt om hjørner, fodgængerne springer.

20170719_072140
Bagagehelvedet i Líége

Vi kommer ind på hotellet som ligger i umiddelbar forlængelse af lufthavnen. Bliver genforenet med madmødrene og følgebilerne. Mandskabet i følgebilerne har været mindst lige så frustrerede som os over at miste os. Jeg er træt og udkørt. Der er elevatorer lige inden for døren. Jeg bér min værelseskammerat om at tage min kuffert med op. Jeg er hunderæd for elevatorer.

Spørger i receptionen efter trappen op ad. Hun peger hen på en stor bred trappe. Jeg går op, finder kun elevatorerne og nogle døre ind til gangen med værelser på 1. sal. Jeg skal bo på 3.

Jeg bryder grædende sammen i et hjørne. Overmandes af angst, hjertebanken, koldsved. Jeg kan høre nogle af mine kammerater nede i stueetagen, benene ryster under mig, min stemme knækker, jeg kan ikke kalde på dem. Jeg tuder ukontrolleret. Der går en rum tid hvor jeg sidder og ryster. Pludselig kan jeg høre en kalde mit navn nede fra stueetagen. “jeg er her” får jeg fremstammet. Men ikke højt nok til at vedkommende kan høre mig. Jeg kan ikke huske hvordan. Men pludselig står min værelseskammerat foran mig. Kæft hvor er jeg glad for at se hende. Mine ben ryster, min stemmer bæver. Jeg får fremstammet at jeg er bange for elevatorer. Hun går ned, får forhørt sig ad hvor trappen til 3. sal er. Kommer tilbage til mig. Viser mig ind ad glasdøren til værelserne til 1. salen. Dér lige til venstre inden for glasdøren går trappen videre op til 2., 3. sal. Kommer endelig op på værelset. Prøver at sunde mig. Går i bad.

Jeg er den sidste nede ved buffeten. De eneste jeg møder ved maden, er dem der er ved at gå ind for at få dessert.

Holdet har fået sit eget lille lokale at spise i. Jeg sætte mig lige inden for døren, slår mine røde øjne ned i maden. Stikker i maden, spiser en smule. En af de andre er så søde at komme med lidt dessert til mig. Jeg har slet ikke appetitten til den. Den ser ellers god ud.

Efter maden er der ryttermøde. Klokken er igen 22. Bølgerne går højt, der er frustrationer, forklaringer, undskyldninger. Men luften bliver aldrig rigtig renset.

Jeg får en sodavand sammen med et par af de andre før jeg går op i seng.

Jeg har kun fået to gels fra min dagsration i posen. Det er alt ALT for lidt.

Før jeg sover, får jeg en snak med Klaus. Jeg savner ham og børnene. Jeg fortæller ham om min oplevelse ved ankomsten til hotellet. Vi siger godnat. Sover….

Kroniske tanker

3. etape Wallenhorst-Wesel

Jeg har sovet tungt, vækkeuret ringer, gentager rutinen fra dagen før. Værelset har et stort vinduesparti og da jeg trækker gardinet fra, kan jeg se det, som jeg ikke kunne se i går pga. træthed og tiltagende mørke og dis. Fra værelset er der en virkelig smuk udsigt ud over det bakkede skovområde vi cyklede igennem i går aftes.

Jeg når lige at tænke, at her gad jeg godt blive et par dage mere, bare på grund af den smukke udsigt. Men så vender tankerne igen tilbage til de to ryttere, som vi skal sende tilbage til Danmark umiddelbart efter morgenmaden og før vi selv cykler.

Solen skinner, jeg går ned til morgenmaden, ned af trappen. Benene føles overraskende okay. I restauranten finder jeg en rigtig fin buffet af tyske rundstykker, smør, margarine, et udvalg af tyske pålægs- og pølsevarer og heldigvis har de også havregryn. Fylder en skål med havregryn og en mælk, der har en fedtprocent et stykke over de 0,5% jeg er vandt til. Der kommer ryttere ned til morgenmaden, vi krammer, Løjtnanten er med, vi krammer forsigtigt. Hjælper Løjtnanten med at smøre en rundstykke. Der snakkes om sygehusvæsenet og at de forulykkede havde følt sig i gode hænder på det lille lokale hospital. Der kommer flere ryttere til bordet. Der krammes.

Hælder en kaffe op. Nyder min morgenmad i stilhed, forbereder mig mentalt på dagens mange kilometer. På værelset sorterer jeg igen mine ting. Jeg har igen spist op, det er et godt tegn. Tager min taske og min ting nedenunder, stiller tasken ved bilen, henter min cykel, tjekker luften i mine dæk, mit gear, bremser – alt er okay.

Taxaen kommer for at afhente de to der er udgået. Jeg har svært ved at holde tårerne tilbage, jeg føler at det hele er hamrende unfair. Jeg ved hvor meget de to ryttere har trænet frem imod netop denne tur. Især Løjtnanten har jeg det svært med at se skulle forlade turen. I slutningen af juni havde vi en rigtig god træningstur sammen, vi snakkede om vores motivation for turen, vores forventninger, lavede sjov, havde bagerstop (som det nu hører sig til), og fandt nogle bakker som vi kunne cykle op ad. Løjtnanten var rigtig godt kørende. Nu sad han der i den sorte Mercedes bus med sort læderindtræk og kunne ikke selv tage sele på, på vej hjem fra den tur der skulle være kulminationen på hans vægttab, mange timers træning og en glæde til livet. Skydedøren lukkede, vi kunne ikke se dem bag de tonede ruder. Den sorte Mercedes bakker ud af indkørslen, forsvinder ned af vejen, nordpå.

Marshal stiller motorcyklen frem på pladsen, der er få minutter til afgang. Jeg skynder mig over i min kasse og får hurtigt skiftet til cykelsko, tager en gel i baglommen, fylder taps i mine vanddunke. Det bliver varmt i dag, men starter med at have lange ærmer og min vindvest på. Jeg snupper min cykel, stiller mig over ved siden af Juhl. Molina bagved. Afgang. Ud af indkørselen, modsat Mercedes, sydpå.

Alt kører bare derudaf. Vi får godt gang i rotationen iblandt de forreste 8. Jeg sidder således i feltet, så jeg ikke kommer op og trække før lige omkring 1. tissepause. Jeg når at blive varm før jeg kommer op og trække. Solen kommer frem. Tissepause. Jeg skynder mig ned i bilen med mine løse ærmer. Marshal råber ad os. Vi må ikke gå venstre om mekanikerbilen bagved. Så vi skal højre om, ud i det fugtige græs. Det er for vores egen sikkerhed. Nogle af rytterne har ikke forstået det. Marshal bliver tosset, råber igen. Vedkommende som der råbes ad, råber tilbage. Det ødelægger stemningen en smule. Marshal er hård, nogle vil mene, for hård. Vi er hans ansvar. Han tager sit arbejde alvorligt. Kort tid efter at vi sætter i gang igen, kører Marshal ud i rabatten i modsatte side af vejen, han er på vej ned i grøften, sikke et stunt, han reder den i sidste sekund, får rettet op, kommer op på vejen. Hele feltet er færdig af grin. Det letter stemningen og der er ikke længere tvivl om, hvem der skal køre med “dummedusken” i morgen. Det kommer til at være et ømt syn. Vi cykler hele dagen langs den hollandske grænse, på den tyske side. Vejret er fantastisk, helt perfekt til at cykle i. Det er ikke for varmt, men det er heller ikke for koldt og så er der stort set vindstille.

Vejene ligner hinanden, landevej, byskilt, rundkørsel, landevej, småveje, mere landevej, småbyer, rundkørsler. Solen kommer fra venstre siden det meste af dagen, vi er på vej sydpå.

Det kører derudaf i dag. Morgenmad, tissepause, tissepause, lede efter madmødrene, frokost, tissepause, tissepause, kort kaffepause, tissepause. Hver gang der er stop, stiller vi op i vores udgangsposition i feltet, så jeg er kun oppe og trække ganske få gange. Alligevel kan jeg begynde at mærke kilometerne i benene. De føles tunge. Vi ankommer tidligt til det lille hotel i Wesel. To timer før aftensmaden – det giver os en masse fritid, cyklerne vaskes efter søndagens regnvejr. I dag er vi tre piger på værelset, der ligger i stueetagen (YAY!!!) Pladsen er trang på værelset, som kun er tredjedel af det vi havde i går. Badeværelset er igen lidt småt, men funktionelt. Vi bader på skift, står i kø til massage på skift. Jeg får en nål i armen for min sovende fingre.

Benene er tunge, jeg spørger efter de Recovery Boots som vi har fået med. De har slet ikke været i brug endnu. Ingen ved hvordan de skal bruges, eller hvor de ligger. Aftensmaden serveres, der er kartofler på 1000 måder i buffeten, min appetit er væk. Jeg spiser kun en smule, drikker en smule vand, de har kun med brus. Der er ingen internet, jeg har ingen kontakt til familien.

Udover vores sportsfys, der sætter nåle i og giver massage, har vi også en alternativ behandler med. Hun er MEGET alternativ. Hun er sød nok og vil os det bedste, men vi er kommet skævt ind på hinanden. Hun har nogle æteriske dråber med indeholdende alkohol. Jeg slår ud af alkohol og ønsker ikke at indtage dråber med alkohol. Hun har lavet en blanding til mig uden alkohol, det skal virke afslappende på os. Sødt af hende at lave noget til mig, men jeg har ikke haft brug for dem, endnu, har takket nej. Hun har kaldt det for EPO, ved hvert stop går hun rundt og råber EPO, EPO, EPO. Vi har fået hende til at råbe Cola i stedet. Folk der møder os, skulle nødigt misforstå. Hun arrangerer noget meditation på græsplænen om aftenen. Jeg vælger at deltage. Jeg sætter mig, vi bliver bedt om at lægge os, med god plads til de andre. Jeg lægger mig en smule mere til højre, kommer til at ligge på en rod fra et træ. Hun går i gang, arj den rod gør ondt. Vi skal drømme os væk, gå ind i os selv. Jeg kan kun mærke den rod i min ryg. Efter 10 minutter gør det så ondt i ryggen at jeg næsten ikke kan holde det ud. Jeg forsøger langsomt at flytte mig. Det er næsten værre. Jeg får mig sat op, sidder lidt, ser mig omkring. De fleste ligger med lukkede øjne, andre med åbne. Nogle ser på. Jeg rejser mig for at gå.

20170720_224501
Mekanikerbilen er fyldt til randen, og nederst et sted ligger vores Recovery Boots.

Vender tilbage til at finde de Recovery Boots. Ligaard hjælper mig. Vi finder dem langt om længe nederst i mekanikerbilen, de er tunge og skilt ad i atomer. Vi ved ikke hvordan de virker. Det er ved at blive sent. Det bliver ikke i dag. Der bliver afholdt ryttermøde, Marshal får “Dummedusken”.

Snapchat-1478980731
Dummedusken som gives til den rytter der har gjort sig selv lidt uheldig bemærket på dagens etape.

Min ene værelseskammerat er gået i seng, jeg står og snakker med den anden værelseskammerat og en anden rytter til mørket har omsluttet os. Vi siger godnat, krammer, går i seng.

Kroniske tanker

2. etape Bremerförde-Wallenhorst

Vækkeuret ringer, for tidligt, efter min mening. Jeg ligger i min seng i Bremerförde, faktisk har jeg været vågen i nogen tid. Udenfor har skraldemænd været i gang med at tømme skraldespande i gaden, i hvad der føles som evigheder. De skramler, råber, taler med forbipasserende.

Min værelseskammerat strækker sig, også for hende er det alt for tidligt. Jeg går ud i det lille trange badeværelset, smører cykelbuksernes indlæg i buksefedt. Jeg har to forskellige slags bukser, et med et grønt indlæg som er helt fantastisk at cykle med og et lyserødt et som jeg slet ikke kan finde mig til rette med. De grønne er til vask (tak til madmødrene), så det er de lyserøde der skal på i dag. Ca. 170km venter i dag. Jeg tager bukserne på, cykelsokker, svedundertrøje, cykeltrøje og en løs bluse. Går ned for at ville spise, dér på allerførste trappetrin går det op for mig at det næsten er værre at komme ned af trappen i dag, end at komme op ad den i går.

Maden er ikke helt klar, flere af mine cykelkammerater kommer til, vi krammer, snakker om hvordan vi har sovet og hvor mon maden bliver af. Jeg starter på en kop kaffe. Da maden er klar, tager jeg en god skål havregryn, mælk og to, hvad jeg tror er blødkogte, men som viser sig at være hårdkogte æg. Jeg spiser kun det ene. Drikker en kop kaffe mere, der bliver snakket muntert ved bordet. Alle er ved godt mod. Da jeg er færdig, kommer jeg lidt frugt i lommen og går ovenpå. Jep, lårene gør stadig avs.

På værelset får jeg børstet tænderne, pakker om i tasken. Jeg har en lille pose med gels, energibarer, koffeinshots og nødder pakket separat til hver etape. I går spiste jeg op, posen er tom, den ryger i skraldespanden. Hjelm, tjek! Cykelsko, tjek! Cykelcomputer, tjek! Vanddunke, tjek! Handsker, tjek! Madpose, tjek! Pulsbæltet kommer på før jeg lyner min trøje igen. Resten ligger i min lille plastkasse i følgebilen, regnjakke, solcreme, ekstra buksecreme, lange ærmer, bremseklodser, geardrop, slanger.

Tasken er pakket og jeg går nedenunder, min værelseskammerat er knap færdig og lukker og slukker efter os + afleverer nøglen.

Før vi cykler af sted har Molina lavet et lille opvarmningsprogram og sat musik til. Ikke nemt iført cykelsko.

Det begynder at dryppe, tager min regnjakke på. Så er det afsted, bag ved Juhl, til højre for Fischer, alle kender deres plads i feltet. Vi kører ingen rotation, bortset fra de første 6 mand. Regnen tager til og jeg er glad for at jeg nåede at tage regnjakken på. Efter små 20-25 kilometer kørt kommer vi op imod et blødt højresving, vi har god fart på feltet, cykler vel 27-28km/h. Landevejen er ret bred og på den venstre side kan jeg se nogle togspor der går næsten parallelt med vejen, jeg kan ane at sporet krydser vejen i en MEGET spids vinkel, instinktivt cykler Fischer og jeg næsten på tværs af landevejen for at skære sporet lige. Foran os og bagved hører vi den velkendte lyd af alu, carbon, regntunge kroppe der rammer vejen og kurer hen ad den, indtil der bliver helt stille. Alt går pludselig i slowmotion. Jeg skynder mig at stille cyklen op ad et autoværn. Halvdelen af feltet er røget i asfalten, jeg hjælper hvor jeg kan. Får folk op og væk fra sporet. Lidt længere fremme ligger vores Løjtnant midt på sporet. “Kom af sporet!” bliver der råbt nede bagfra. Jeg går op til Løjtnanten, prøver at fortælle ham at han skal væk herfra hvis han kan. Han ømmer sig om sit håndled. “KOM SÅ VÆK FRA DET SPOR!” råbes der igen. “Kom, Løjtnant! Du skal væk herfra!”. Han irriterer sig over dem der ligger på sporet, han forstår slet ikke at det er ham der råbes ad.

20170716_092243.jpg
Enkelte slap med skrækken, andre med mindre skrammer og et par stykker måtte med ambulancen. På de hvide midterstriber kan man fornemme hvor skrå sporrene lå i forhold til kørselsretningen.

Alle dem der er uskadte + plus cykler der også er uskadte, beordres over på cykelstien på den modsatte side. Løjtnanten kommer op, bliver tilset af vores sygeplejerske i feltet, som heldigvis også er uskadt. En anden rytter tager sig til kravebenet, er en smule svimmel. Flere har store lessioner på benene, én besvimer. Sygeplejersken har travlt. Der bliver tilkaldt ambulancer. “Hvor er vi?” På tysk bliver det videregivet at vi er ved sporoverskæringen. De kender godt stedet på alarmcentralen. Der er altid uheld med cyklister netop her i regnvejr. Langsomt nærmer der sig et tog på sporet, det krydser langsomt vejen, alarmcentralen har varskoet togchaufføren om at der var uheld på sporet. Stemningen er trykket, efter halvanden time i regnvejret, bliver de 3 værst tilskadekommende kørt væk i ambulance og vi cykler videre. Decimeret og forslåede cykler vi derfra i et langt lavere tempo. Humøret er lige til et begravelsesoptog. Næste udfordring er Bremen. Til dem der ikke har været i Bremen, kan jeg sige at her ligger en helt masse spor på langs af vejen, fordi her stadig køres med sporvogne. Året før havde holdet haft et uheld netop på disse spor. Vi kørte langsomt igennem Bremen, trafikken var heldigvis ikke slem, det var søndag og der var ingen tvivl om at folk stadig sov, da vi ca. kl. 10 cyklede igennem Bremens halvtomme gader. Efter uheldet var vi blevet delt op i feltet på ny. Dem der ikke var alt for forslåede, skulle op og trække feltet hvis de kunne. Jeg kom væk fra Fischer, min nye plads var ved siden af Juhl (spytteren, fordelen ved regnen, var at man ikke kunne mærke om det var spyt eller regn der ramte en i fjæset). Jeg var en smule stolt over at jeg havde mestret de der skide spor så godt og havde ramt dem i den rette vinkel så jeg ikke væltede. Desuden var jeg stolt over nu at være en af de 8 der var sat til at trække feltet. De ømme lår var som blæst væk af ansvaret oppe foran.

Bremen var som sagt en udfordring, men det skulle vise sig at være en større udfordring at holde sammen på karavanen af følgebiler, madbiler osv. i Bremen end sporene. Alle var super koncentrerede. Nu gjaldt det om at finde madmødrene. De var blevet jaget væk fra mødestedet i Bremen, havde pakket det hele sammen igen for at køre længere ud i en trist forstad hvor de langt om længe havde fundet en parkeringsplads foran et tomt og forladt butikslokale. Vi var skrupsultne. Maden kom normalt efter 50km dvs. ca. 2 timers cykling. Men med styrt og forvirring, var det nærmest middagsmaden der ventede os. Området vi spiste i var mindst lige så trist som vores humør og der var stadig intet nyt fra vores tre venner på hospitalet. Humøret kom dog en smule igen da vi skulle til at cykle igen. Det er sådan at det der buksefedt nogle gange skal smøres efter. Én af de kvindelige ryttere var derfor gået rundt om et hjørne ved det forladte butikslokale for at smøre sig en smule. Hvad hun ikke havde bemærket var at hele holdet kunne stå og se lige igennem de kæmpestore vinduespartier og op i det som hun ellers meget grundigt fik smurt ind i buksefedt. Venlige tilråb fik hende ikke til at stoppe, nærmere til at “gnubbe” hurtigere for at blive færdig. Hun fik lynhurtigt bukserne på og vi stod linet op, klar til afgang, da selvsamme rytter nu var i gang med at påsætte hjelmen omvendt.

20170716_152730.jpg
Humøret er helt i bund, folk hviler og lader tankerne flyve ved frokosten i det fri. Tankerne er hele tiden hos de tilskadekommene.

Selvom det nok er iblandt noget af det pinligste vedkommende måske har prøvet, så kan jeg kun takke vedkommende for, i den grad at lette gravkammerstemningen for alle os andre. Det hjalp helt vildt at få grinet igennem på den måde.

På vej ud af Bremen skulle holdet cykle med nogle mindre cykelstier for ikke at komme ud på de større og meget befærdede ringveje og motorveje der omgiver Bremen. Vi blev væk for vores mekanikerbil og måtte vente en rum tid ved Bremens lufthavn før vi igen havde radiokontakt og kunne cykle videre.

20170716_125900.jpg
Der er ingen radiokontakt til følgebilen. Så der ventes.

Derfra går turen længere ned i Tyskland og længere vestpå, faktisk gnidningsfrit. Ruten er flad, fremkommelig og vi undgår flere uheld. Farten er dog stadig ikke så høj og efterhånden som der kommer mere nedslående meldinger ind omkring de ryttere der kom med ambulancen, så falder humøret også. Jeg er træt, hovedet er træt og benene syrer en smule. Efter ca. 165km der har været fuldstændig flade møder vi kort før hotellet i en regnglat skov en stigning, der bare syrer benene fuldstændig til. Jeg dropper fra frontgruppen helt ned til de allerbagerste, jeg lider. Og vi er ikke engang kommet til bjergene endnu. Men når det går op, går det også nedad. Jeg drøner ned igennem skoven og overhaler vovemodigt flere af de andre. Feltet er spredt ud over 1,5 kilometer. Vi samler op på alle ryttere i bunden og cykler derefter samlet ind til hotellet i Wallenhorst lige nord-øst for Osnabrück. Her står de tre forulykkede ryttere og venter på os. Jeg tuder ved synet af de tre. Det gør ondt helt ind i hjertekulen at se dem. Især fordi det begynder at gå op for både dem og resten af holdet, at de to af rytterne er nødt til at sige farvel og rejse hjem. Den ene med et brækket kraveben, den anden med et grimt brud på håndleddet. Den sidste slipper med at skulle sidde over i bilen på 3. etape og kan så cykle med igen på 4. etape. Cyklerne sættes ind i en lille garage for natten, kufferne fordeles, nøglerne fordeles. 1. sal igen!

Kommer op til et lækkert stort værelse, alt er nyt og moderne, badeværelset kæmpestort, i forhold til i morges. Jeg pakker ud, cykeltøjet skal hurtigst muligt smides til vask, så det når at blive vasket. Smutter i bad. Er en smule øm efter at have cyklet i regnvejr i de dårlige cykelbukser. Tager løstsiddende tøj på, venter på min værelseskammerat og går derefter ned for at få noget at spise. Klokken er 21.30. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, men i hvert fald ikke at skulle sidde og vente på maden. Men det gør jeg. Jeg er skrupsulten, får serveret en kartoffelsuppe, der er ikke meget af den. Det er også kun forretten. Køkkenet får besked på at skynde sig, rytterne er sultne og utålmodige. Vi vil have mad, ryttermøde og så i seng. 22.15 holder vi ryttermøde, jeg kan næsten ikke hænge sammen. Mit hoved kan slet ikke holde sig selv. Øjenlågene er tunge. Der bliver sagt nogle bevingede ord fra Kaptajnen. Jeg hører dog ikke efter længere. Vil bare i seng.

Min værelseskammerat og jeg skal dog lige have hentet vores rene cykeltøj til i morgen. Det er ren forvirring, alle vil bare have deres cykeltøj og så i seng. Jeg har nummer 12 i mit tøj, min værelseskammerat nr. 24. Kl. 23 ligger vi begge i sengen, snakker kort om dagen, hvor vi er ømme, sover…

Kroniske tanker

 

 

1. etape Kollund-Bremerförde

I mit hoved kører tusinde tanker rundt, og det har de gjort hele natten. Alle mine sorger stod linet op igennem hele natten, på spring til at ødelægge den nattesøvn jeg så hårdt havde brug for. Forud venter en afsked med Klaus og børnene, en tale fra borgmesteren og over 200km på cyklen ned til Bremerhafen, hvor vi sover den første nat.

20170714_131525
Cyklen bliver klargjort til turen

Jeg har svært ved at være i mig selv for spænding, samtidig vil tankerne ikke slippe mig, at jeg har glemt noget. “Har jeg gels nok?”, “Har jeg husket at lægge flybilletten klar til Klaus til på fredag?”, “Husker min mor at børnene skal have solcreme på, såfremt solen skulle vise sig?”. Jeg gentager mig selv når jeg snakker med Klaus. Han kan mærke det på mig, når jeg ikke spørger om noget, så er jeg utrolig stille, for stille. De store børn sidder på bagsædet og fortæller hvor sejt det er og spørger hvor højt Eiffeltårnet er, hvor langt vi skal cykle, om der er nogen med der kan cykle hurtigere end mig. Den yngste prøver at forstå, men har absolut ingen anelse om at hun den kommende uge ikke skal se sin mor, som ellers har puttet hende hver eneste dag de seneste knap 3 år. Når jeg ser hende igen er hun oven i købet fyldt 3. Jeg er ikke hjemme til hendes fødselsdag, til at vække hende med morgensang, flag, lys, kram og gaver. Det knuser mit hjerte at tænke på det. Skyldfølelsen rammer mig. Vi er ankommet i Kollund, jeg kan se de andre. Det fjerner mit fokus fra det negative.

Jeg tager cyklen af bilen, piller kufferten ud af bilen, der er en smule forvirrende, hvor skal kufferten hen? Krammer de ryttere jeg møder. Jeg tager cykelskoene på, gør klar også for at gøre mig klar mentalt.

Der serveres morgenmad ved Julemærkehjemmet, rundstykker, pålæg, kaffe, juice. Jeg er ved at kaste op af spænding. Smører en halv rundstykke, hælder en kop kaffe op. Sætter mig ved bordebænkesættet, får krammere af de netop ankomne ryttere. Jeg kan ikke finde ro. Spiser halvdelen af min halve rundstykke, hjælper min datter med at smøre en rundstyk mere, drikker min kaffe. Min mor kommer for at sige farvel, min svigermor også. Jeg føler mig som i en osteklokke. Borgmesteren kommer og holder en tale, jeg hører slet ikke efter, men det er sikkert noget pænt og klogt der bliver sagt.

Vi trækker op til vejen med vores cykler, vi står i position 2/2, min makker Fischer står til venstre for mig. Jeg står på indersiden. Der tages billeder, jeg krammer den yngste en ekstra gang. Jeg har svært ved at give slip, det har hun også. Klaus tager hende, hun græder en smule, jeg stortuder indvendigt.

20170715_084814
Nogle har pyntet cykle til turen.

Starten går, der vinkes, vi er nervøse, der synges, NU er det NU! De første kilometer cykler vi langsomt ud af Kollund, det går opad hele vejen op til Kruså. Der er grønt lys i det store lyskryds i Kruså og vi svinger til venstre. Jeg kan se min svigermor vinke fra krydset, jeg kan mærke mit baghjul skride i det glatte sving. FUCK! Hjertet hamrer, jeg redder den, men forskrækkelsen sidder i kroppen. SÅ NU TAGER DU DIG SAMMEN.

Vi drejer til højre ind imod Bov og Padborg. Lige før Bov kirke står en flok og jubler med flag efter en af mine cykelkammerater og dér står Klaus og børnene. Cykler forbi, vinker og fæller en tåre. Fuck det er hårdere end jeg havde regnet med.

I Padborg krydser vi grænsen, før vi kommer ned til “Fleggaard” drejer vi til højre, cykler mod vest, for efter nogle kilometer at dreje til venstre og cykle sydvest ned i Tyskland. Cykelstierne er i ufattelig dårlig stand og vi vælger at cykle på vejen. Farten er høj, der snakkes i feltet. Det bliver en lang dag, på trods af det gode tempo.

Foran ligger Juhl, Juhl er en sjov fætter, som altid er god for lidt sjov og ballade og en munter kommentar. Han er en smule forkølet, han snotter og spytter for hver 2 kilometer. Når man nogensinde har prøvet at spytte ud til siden imens man er i fart, vil man opdage at en del af det, flyver direkte bagud. Jeg rammes for hver 2 kilometer af snot og spyt. Jeg bér ham vise lidt hensyn når han spytter, han svarer ikke. Jeg joker med det. Ved spisepausen efter 50km får jeg en sviner af Juhl. WOW, den havde jeg ikke set komme. Jeg får noget at spise, konfronterer ham bagefter under 4 øjne. Lige som jeg er det nervøsiteten der spiller ind. Vi får talt ud, lægger låg på, cykler videre. Nu spytter han kun for hver 5km.

20170715_121951.jpg
Fra færgelejet i Höhenhorn kan man se til den anden side. Turen tager kun få minutter.

Efter 118 kilometer skal vi med en lille færgeoverfart ved Höhenhorn, en overfart der kun tager 3-4 minutter. På den anden side venter maden, det småregner og det er også en smule køligt. Før vi cykler igen, når jeg lige at få tisset af op af en skrænt inde i en majsmark, her sidder jeg ikke alene, efter 2500km træning sammen, er man ikke længere genert.

20170715_145256
Der ventes ved færgelejet ved Glücksstadt. Der er en lang kø for at komme over Elben og også vores biler holder langt tilbage i køen.

Turen går videre ned til Elben som skal krydses ved Glücksstadt. Længe før vi når ned til færgelejet, står biler, motorcykler, lastbiler i kø for at krydse Elben. Heldigvis er solen kommet frem og vi kan fint vente til færgen kommer igen. Vores følgebiler holder langt tilbage i køen. Der bliver talt om at vi skal vente på bilerne. Det kan tage lang tid. Et hold ryttere fra Hillerød Rotary Club kommer ned på havnen. De skal også over. Pludselig får vi at vide at vi skal med den næste færge, bilerne er længe ikke kommet frem endnu. Men vi skal bare cykle i forvejen. Vi trænger til kaffe, trætheden er begyndt at sætte ind hos nogen.

Vi er cyklet et godt stykke ned imod Bremerförde og bilerne er endnu ikke dukket op. Vi mangler kage (vi så meget frem til vores kage), kaffe, vand. Langt om længe er der vidst radiokontakt igen og vi bliver ledt ind på en rasteplads for at vente på bilerne. Madbilen skal dog hurtigt afsted igen fordi de skal sørge for værelser og nøgler til os.

På vej ind i Bremerförde viser min Garmin at jeg har cyklet 200km, en milepæl. Solen er kommet frem. Mine fingre sover og jeg er ved at være træt. Vi cykler yderligere nogle kilometer igennem et industriområde før vi rammer vores lille hotel. Holdet fra Sydsjælland er endnu ikke ankommet. Meldingen går på at også de har holdt i kø ved Glücksstadt ved færgelejet.

Jeg er simpelthen så smadret i hovedet og benene, skyller min cykel før den bliver låst inde for natten, finder min kuffert, får min nøgle, går ind, spørger en tysk herre som ser ud til at arbejde på stedet, hvor jeg finder mit værelse, han peger mig op ad trappen……

Jeg skal sove sammen med Sus på et lille fint værelse med eget bad og TV, jeg åbner vinduet, smider min kuffert på den ene seng, går i bad. Vandtrykket er så lavt så det er svært at vaske sæben ud, og vandet er brandvarmt det ene øjeblik, for så at blive koldt det næste. Jeg orker det næsten ikke, jeg gør det kort. Tørrer mig, får tøj på, smider mig 5 minutter i sengen hvor jeg skriver til Klaus, før jeg går ned for at spise. Aftnen går med at snakke med de andre ryttere om etapen, få massage og så i seng.

Afgang i morgen er kl. 8 og vækkeuret ringer kl. 6.

Kroniske tanker

Træning frem imod Paris – del 2

Kathrine er lige gået videre ned i skoven, jeg står tilbage i gårdspladsen med en uforklarlig træthed i hovedet, alligevel føler jeg også en form for lethed i kroppen. Jeg går ind for at hvile mig, jeg vågner af mine smerter i skulderen. Jeg ser på klokken, det er 1 1/2 time siden at jeg kunne tage mit smertestillende. De foregående uger har jeg haft de vildeste smerter op til en time før, at jeg måtte ta´ min morfin – underligt.

Jeg tvivler stadig på det der healing, men hvis 20 minutter kan gøre at jeg ikke mærker hvornår jeg skal tage min medicin, så må jeg hellere få besøgt Kathrine igen.

Et par dage efter går kommer jeg en smule ør i hovedet hjem fra Kathrine. Jeg går næsten direkte i seng. Jeg vågner først den næste dag, jeg har sovet – godt faktisk – og jeg har sovet igennem uden at have taget mit natmedicin.

20170410_204858.jpg
Healing hos Kathrine

Herfra går det kun fremad, et par besøg mere hos Kathrine, nogle timer hos fys med nogle øvelser til skulderen og jeg er tilbage på cyklen. Armen kan dog stadig ikke komme helt op over hovedet, jeg kan heller ikke smide armen ud til højre, når der skal drejes den vej, men jeg er tilbage på cyklen. Tapet op omkring skulderen sidder jeg på cyklen en meget regnfuld majmorgen. Jeg cykler med de første 15km, hvorefter at armen er træt og jeg kommer i bilen resten af vejen. Men HEY! Jeg var på cyklen og det føltes faktisk helt okay.

Allerede ugen efter er jeg på træningstur med de andre igen, og her cykler jeg hele vejen – hele freaking, 103km. Og skulderen holdt, formen var dog gået fløjten og jeg kunne kun med nød og næppe sidde med over bakkerne, jeg var udsat i vinden og de sidste kilometer var ren og skær overlevelse. Indvendig sidder jeg og jubler over at være en del af feltet igen, jeg savner på ingen måde at sidde i følgebilen om end vores chauffør er super sød. Men jeg hører til i feltet. Der er under 2 måneder til at jeg skal cykle til Paris og jeg skal i gang med at indhente de forsømte kilometer tilbage i benene.

Screenshot_20180827-101047_Instagram
Træningen genoptages

Weekenderne går med at cykle og restituere. En typisk træningsdag ser således ud. Vækkeuret ringer kl. 5.45, det lader mig lige netop komme på toilet og få kogt en portion havregrød (1dl havregryn, 2,5dl mælk), sætte en kande kaffe over. Når grød og kaffe er indtaget, går turen ind i sofaen, hvor jeg hviler mig frem til kl. 7.45. Tøjet er lagt frem og lige til at tage på, cyklen står klar, flasker og gels er klar. Afgang 8.15. Familien sover. Lister ud af døren, går op til vejen. 300m grusvej. Cykler de 4km hen til startstedet (jep, jeg er så heldig at bo så langt ude på landet, men alligevel så tæt på der hvor vi 9 ud af 10 gange havde start). Krammer alle de andre ryttere, tjekker hvem der er min makker på dagen, tjekker tøjet, lommerne, tisser en sidste gang. Afgang kl. 9. Efter små 20km skal de første tisse, vi stopper. 10 min. senere cykler vi igen. Men allerede efter 15-20km skal de samme tisse igen. Vi stopper i 5-7min. Cykler de sidste kilometer frem imod depot, der ligger efter 50-60km. Bruger 45 min på at spise, tisse, snakke, cykler videre. Efter 15-20km skal der tisses igen. En punktering får os til at stoppe igen. Nogle tisser igen. Efter nogle kilometer sidder en bremse fast. Vi stopper, der bliver tisset igen. Videre. Kl. 16.30 ankommer vi efter 130ish kilometer ved startstedet. Der serveres hjemmebagt kage (vandkringle med chokolade var min ynglings) og kaffe eller kakao, der debriefes, vi krammer farvel. Jeg cykler hjem, tisser, går i bad, får varmen og noget aftensmad. Putter børnene og vælter om på sofaen.

De mange stop undervejs for at folk kan tisse, er rigtig hårde for kroppen. Det er vildt hårdt at stå i siden af vejen og nå at blive kold, for så at skulle forsøge at få kroppen i gang igen. Alle de mange stops splitter holdet. Nogle af os, tisser kun når vi har depot, andre har behov for at tisse konstant. Der er stor forskel på os, alligevel krammer vi hinanden før vi cykler og efter turen. På turen til Paris får vi brug for hinanden.

Foråret og sommeren 2017 byder os også alt muligt vejr. Kølige sommerdage hvor vi cykler med lange ærmer og varmecreme på hele kroppen. Regnbyger så kraftige at vi ikke kan se en hånd foran os og gør vejene glatte og giver punkteringer. Truende tordenskyer. De få træningsture hvor temperaturen kryber op over 17 grader og ærmerne bliver taget af og solen titter frem, har jeg selvfølgelig ikke fået solcreme med, med solbrændte arme, ben og hoved til følge. AV!

Screenshot_20180827-100933_Instagram
AV! Når man glemmer at medbringe solcreme

Den første weekend i juli, små 14 dage til at vi cykler til Paris, mødes holdet i Haderslev til generalprøven, for at cykle og sove sammen weekenden over. Vi bliver indkvarteret, cyklerne klargøres, regntøjet er med i lommerne, for skyerne truer.

Screenshot_20180827-100730_Instagram
Cyklerne står linet op i Haderslev, forud for dag 2.

Det er blevet meldt ud at vi skal cykle 160km om lørdagen og 90 om søndagen. Turen går fra Haderslev mod vest ud til Ribe, det er første gang at jeg cykler hvor der også er racemarshal med. Vi cykler super godt sammen, Marshal gør det let at krydse vejene og vi undgår unødige stop. En anden ting som Marshal sørger for, er at vi ikke stopper så ofte for at tisse og at tiden hvori der tisses, ikke er længere en allerhøjst nødvendigt. Fra Ribe går turen igen mod øst, men i stedet for at køre turen op imod Kolding og få en smule bakker med, drejer vi sydpå og rammer Haderslev igen efter 140km. Noget jeg personligt var en smule ked af den dag, da jeg virkelig kørte med diamanter i benene (et udtryk for at man har rigtig gode ben). Solen er kommet frem og varmen også. Vi får at vide at vi i stedet for at skulle cykle 90km søndag, kun skal cykle 60km. Der går druk i den, eller som vi på holdet valgte at sige – vi gik i bagsmækken. Efter aftensmaden blev der hentet øl og stærkere sager frem fra bilernes bagagerum. Flere blev rigtig fulde. Jeg nød en enkelt sodavand sammen med dem der nød en øl, hyggede mig med folk til kl. 22 og smuttede så i seng. Jeg hørte folk komme hjem kl. 2.

Dagen efter stod den på 60km, stille og roligt tempo. Jeg var sat op foran i feltet og var med på rulleskiftet. Vejret var fantastisk, benene næsten stærkere end dagen før. Jeg var ikke længere i tvivl om at jeg var ved at være klar til Paris.

Screenshot_20180827-101351_Instagram
Pakkelisten

 

 

 

Kroniske tanker

Træning frem imod Paris – del 1

Der er virkelig langt til Paris, når man står på en hullet, sneglat og fugtig skovvej lidt syd for Aabenraa og holdet har haft sin 3. punktering og vi har kun cyklet 15 ud af dagens 57 planlagte kilometer. Fingrene er kolde, selvom vinterhandskerne er på, tæerne har jeg ikke kunne mærke siden første punktering efter blot 2 kilometer. Jeg hundefryser og jeg kender stadig ikke alle på holdet.

Jeg er allerede begyndt at irritere mig over nogle af dem jeg cykler med, som vælger at cykle på gamle slidte dæk i dette vejr, fremfor nogle nye, lidt tungere dæk med indlæg, som mindsker punkteringer med mange hundrede procent.

20170429_105150.jpg

Vi skriver februar måned og de første træninger har været præget af kulde, regn, glatte veje og alt for mange punkteringer. Min gigt driller i vejret, kroppen bliver aldrig rigtig varm og eftermiddagene går med at ligge i sengen med mit elektriske varmetæppe og store uldne skiunderbukser og sokker. Alligevel, kommer jeg til træningerne, hver lørdag eller søndag. For 2017 er året hvor jeg til fordel for Julemærkehjemmene skulle cykle til Paris.

Min indsamling på nettet går rigtig godt og de mange penge som er kommet ind fra venner og familie, forpligter. Så jeg klør på. Hele vinteren har jeg brugt på min hometrainer og svedt, de mange timer der, gør at jeg slet ikke har problemer med at følge med når vi cykler. Jeg ligger ikke forrest i feltet, men bliver til alle træninger, placeret i enten den midterste eller sidste del af feltet. Det er ikke noget dumt sted at ligge, her er læ og kan man finde ud af at ligge dér og holde hjul (et udtryk for at ligge med sit forhjul så tæt på den forankørendes baghjul, hvorved man kan spare en helt masse energi), så triller man faktisk bare med. Screenshot_20180826-121126_Instagram

Med marts måned kommer det omskiftelige vejr og jeg glemmer aldrig en tur der gik igennem skovene og de små snoede veje og bakker omkring Krusmølle ved Aabenraa. Vi kører 1/1, dvs. der ligger ikke en rytter ved siden af dig, men kun foran og bagved. Det begynder at hagle så slemt, så jeg hverken kan se rytteren eller vejen foran mig. Det går nedad og haglene slår ind på kinden. Jeg kan ikke få min Buff op omkring kinderne, hvis jeg gør det, dugger mine briller fuldstændig og jeg tør i øvrigt heller ikke at slippe mit styr. Ude af skoven, stopper haglen endelig og nu regner det kun en isnende regn, som for længst er trukket ind i knoglerne på mig. Kl. 16. ligger jeg hjemme under mit varmetæppe. Jeg får nogle dage med snue og mine led knager.

Sidst i marts måned er jeg ude og cykle med et par af de andre fra holdet, vi “smugtræner”. Dagen før har jeg været ude at gå 10 kilometer og har en smule ondt i min højre skulder. Før gåturen var jeg træt og har gået en smule foroverbøjet, hvilket jeg har en tendens til at gøre når kroppen er træt, derved skubbes skuldrene fremad og belaster senerne for forsiden af skulderen. På træningsturen med de andre kan jeg mærke af skaden i skulderen tager til. Vi cykler ikke så langt, måske en 50km, de sidste 15km kan jeg ikke gribe min vandflaske og bremse gør ulideligt ondt.

Dagen efter starter en måned med gråd, morfin, uudholdelige smertejag, søvnløse nætter og nogle varme healende hænder. Min tricepssenetilhæftning er ved at blive revet over fordi min skulder er rykket så langt frem, det ses tydeligt når jeg står op. Morfinen må jeg tage hver 6. time. Efter 5 timer er smerterne allerede så uudholdelige at jeg begynder at tælle minutterne til at jeg må tage smertestillende. Armen sidder hjælpeløst og unaturligt klistret ind til kroppen, jeg kan mærke sveden løbe ned imellem armen og min hud på siden af kroppen. Det er klamt. Træningen er nulstillet, jeg kan ikke engang tage mit tøj på. Min tur til Paris kommer i fare, eksperter folk der også har prøvet dette, fortæller om måneder og år med genoptræning. På hospitalet får jeg armen i slynge, mere morfin og en piece med genoptræningsøvelser, når jeg kan holde smerterne ud. Jeg er helt slået ud mentalt. Hvordan skal jeg nogensinde komme ud og cykle, når jeg ikke engang kan holde min arm? Screenshot_20180826-120938_Instagram.jpg

 

Imens ser jeg hvordan de andre fra holdet træner videre, jeg kan følge dem via vores fælles facebookside og på Strava kan jeg se deres tider, deres forbedringer. De cykler nu over 100km på træningsturene – jeg sidder med i bilen, med morfinpiller i lommen, på passagersædet og kan i ny og næ tage billeder. Jeg savner at sidde i feltet, jeg kan se når vi stopper for at spise og drikke, at de snakker videre – jeg føler mig en smule udenfor samtalerne. Jeg er en smule træt efter disse ture i bilen, og det er ikke altid at jeg tager med, da smerterne ikke er til at holde ud altid.

I midten af april, kommer Kathrine forbi, hun har healende kræfter og selvom jeg slet ikke tror på den slags, er jeg efterhånden så desperat for at finde lindring for smerterne. Første møde med Kathrine, står jeg oppe i vores gårdsplads i 20 min. med hendes varme hænder på min skulder, jeg mærker en brændende, snurrende fornemmelse i skulderen.

fortsættes….

Kroniske tanker

“Jeg kan ikke køre opad!”

Jeg har altid vidst at jeg ikke var nogen grimpeur og det med at komme først op af en bakke, bare ikke ligger til mig. Jeg undgår behændigt de bakker på mine træningsture, hvor jeg er endt med at stå af cyklen for at trække. Og nogle gange er det bare bedst ikke at kende til størrelsen af de udfordringer man møder, før de er klaret.

 

I lørdags deltog jeg i Sønderjylland Rundt på den længste rute, uden forventninger til min tid. Jeg vidste at turen gik i nogle sløjfer omkring Skamlingsbanken og op omkring Harte ved Kolding. Da jeg boede i Kolding, cyklede jeg ofte på min MTB på sporene i og omkring Kolding og vidste at stigningerne i skovene var lede, men jeg kendte intet til de udfordringer der lå på de asfalterede veje.

Undervejs var der nogle rigtig lede stigninger, de kom efter et depot, eller ud af det blå når man skulle runde et skarpt sving. Det gik bare opad og jeg gjorde som jeg nu engang havde lært, fandt et passende (meget lavt) gear, mit eget tempo og trådte så stille og roligt opad. Jeg blev overhalet af mange ryttere på stigningerne, men det ignorerede jeg. Jeg fokuserede udelukkende på ikke at køre for voldsomt et gear og risikere at gå i krampe. Det lykkedes og her bagefter har jeg gået og tænkt, at de bakker i lørdags, nok ikke var værre end dem jeg før har cyklet på. Fx da jeg sidste år cyklede til Paris og ikke mindst på træningsturene op til min tur til Paris.

Især husker jeg en træning i og omkring Vejle. En af de første stigninger jeg mødte var Munkebjerg, jeg kom fint ind under broen, men kun 100-150m længere kunne jeg mærke at mine ben svigtede, det lykkedes mig at hive benet rundt en ekstra gang, så jeg akkurat kunne nå at træde ud af pedalen, ellers havde jeg lagt der på asfalten. Det var dagens første stigning og mit selvværd på bakkerne, røg helt ned i kælderen. BUM! Der kom nogle mindre stigninger bagefter, men færre stigningsprocenter som jeg sagtens kunne komme over. Men ikke lang tid efter ramte vi Sandagervej, der er en kort lille og lumsk stigning. Her måtte jeg også af, men satte mig op igen, da det fladede en smule ud.

Der var under en måned til at vi skulle cykle til Paris, jeg vidste at der ikke kun var bakker, men deciderede bjerge at forcere… Og det ville blive en lang tur, hvis de skulle tages i cykelsko.

20170720_134802.jpg
Billedet er fra turen til Paris, vi er ankommet til Frankrig og har overstået alle Ardennerbjergene.

Lørdagens stigninger var akkurat lige så slemme hårde som både Munkebjerg og Sandagervej. I lørdags cyklede jeg på bakker med en gns. stigningsprocent på over 10. Havde du spurgt mig før etapen, havde du fået at vide at jeg ikke kunne cykle opad, når det var over 10% i stigning.

I dag ved jeg at det kan jeg faktisk godt. Psykisk var jeg stadig mærket af de “slag” jeg fik på selvtilliden på den tur til Vejle, for over et år siden. Men efter i lørdags, har jeg fået mere mod på at forsøge mig med den slags stigninger igen. Ikke at jeg nogensinde bliver en grimpeur (fransk for klatrer og et udtryk brugt til cykelryttere der er gode til at cykle opad), nærmere en der kommer ind med gruppettoen (udtryk for den gruppe af cykelryttere der finder sammen i en større gruppe og kommer ind sidst på en bjergetape og som består af “tunge” ryttere), men jeg er ikke længere så bange for stigningerne med de grimme høje stigningsprocenter.

Velographic-1534749872937.png
Fra Sønderjylland Rundt i lørdags. Første gang siden turen til Paris, hvor jeg på en enkelt cykeltur kommer over 1000 højdemeter.

Når alt dette er sagt om lørdagens cykelløb, så var det alt i alt et hårdt cykelløb for mig. Selvom jeg befandt mig i en lille 4-mands gruppe, der var gode til at vente på toppen af bakkerne og give læ i den tiltagende vind, så var jeg ikke forberedt på hvor drænet jeg ville blive for kræfter af de mange bakker.

Hjemmefra havde jeg kalkuleret med hvor meget jeg skulle spise, hvor mange taps jeg skulle have med til at smide i vanddunkene osv. Depoterne lå efter 30 og 70 kilometer, så jeg nøjedes med at medbringe en enkelt dunk vand, for at holde vægten nede. Derudover havde jeg min regnjakke med (som heldigvis ikke kom i brug), samt 2 energibarer og 2 gels. Det med vanddunken gik perfekt, mine gels fik jeg også indtaget, men jeg havde ikke lyst til mine energibarer, hvilket blev dyrt til sidst i løbet. Jeg var virkelig drænet for energi og kæmpede virkelig i modvinden. Humøret faldt også og de sidste 25km havde jeg virkelig svært ved at løfte hovedet for at se ligeud. Nakken var træt og på et tidspunkt var smerterne dér, hvor jeg sad på cyklen med kvalme og så havde jeg da slet ikke lyst til mine energibarer.

Fremme ved målstregen blev jeg mødt af min mand og vores 9 årige søn, der sammen havde cyklet 24km. Det var sønnikes allerførste cykelløb og også det første cykelløb på hans racercykel han fik sidste år. Og selvom han havde et enkelt styrt, så var det alt i alt en rigtig god oplevelse for ham og jeg er ret sikker på at han inden længe nok også bliver meget bedre end sin mor til at køre opad.

Kroniske tanker

 

 

 

 

 

Undskyld mit fravær

Jeg ville gerne være meget mere aktiv her på bloggen, men må også sande at der lige p.t. ikke har tiden. Rent arbejdsmæssigt ligger jeg vandret.

Jeg underviser på merkantil Detail i Mommark og når jeg underviser er det mange timer dagligt, typisk fra 8-17, nogle dage længere og også weekender. Når jeg ikke underviser, forbereder jeg undervisning, eller ligger begravet i mit studie.

For at undervise på erhvervsskole, skal man have en Diplom i Erhverspædagogik også kaldet DEP. Jeg er færdig med alle de obligatoriske moduler og de to valgfag, og er lige nu igang med mit afsluttende modul.

I min fritid går tiden så med at starte en cykelklub op sammen med nogle venner. Det ligger der ikke så lidt arbejde i. Fx er det mig der står for alt PR og kommunikation udadtil, dvs. pressemeddelelser, Facebook side + gruppe og vores Instagram.

Det er ret meget ved siden af at jeg også har en familie med en mand og 3 mindre børn.

Det skal ikke lyde som en klagesang, jeg elsker det jo – det hele. Men det gør bare at tiden til at lette mit hjerte her, ikke er helt så nemt og ofte som jeg ville ønske at det var.

Bær over med mig – jeg vender tilbage

Blog på WordPress.com.

Up ↑